Googles AI-værktøj Bard er kommet til Danmark

Zand.News – Bard er et AI-værktøj, der ikke blot koger store mængder information ned, men også skaber nyt indhold.

Googles eksperimenterende og samtalebaserede AI-værktøj Bard kan øge produktiviteten og hjælpe med at løse kreative opgaver, store som små. I dag ruller Bard ud i Danmark – og på dansk – som led i en større global udvidelse. Det skriver Google Danmark i en pressemeddelelse.

Nu får flere adgang til at eksperimentere

Det er tre måneder siden, at Google lancerede den samtalebaserede AI-tjeneste ved navn “Bard” som et tidligt eksperiment i USA, Storbritannien og siden en lang række andre lande. Nu får mange flere mennesker verden over mulighed for at samarbejde og eksperimentere med Bard. Fra i dag er tjenesten tilgængelig på 40 sprog – herunder i Danmark og på dansk.

Bard er ligesom ChatGPT en sprogmodel, der bygger på kunstig intelligens (også kaldet for AI eller “artificial intelligence”).

Bard er et AI-værktøj, der kan hjælpe med at øge produktiviteten og gøre kreative ideer til virkelighed. I modsætning til Googles søgemaskine, som koger store mængder information ned til faktuelle svar og links, hjælper Bard med at udforske og udvide grænserne for din egen kreativitet og skabe nyt, AI-genereret indhold.

Du kan for eksempel bede Bard om at lave en vegetarisk madplan med hjemmelavet mad til den kommende uge eller formulere et godt svar til dine børn på, hvorfor himlen er blå. Eller hvad med en strategi for, hvordan du får læst 20 bøger i løbet af et år? Kun fantasien sætter grænser.

Læs også: ChatGPT formidler amerikanske normer og værdier.

Sprogmodellen bliver bedre over tid

Bard kører på sprogmodellen LaMDA, der er en samtalebaseret AI-model, som er trænet på store mængder information. Men Bard er stadigvæk et eksperiment i opstartsfasen.

Derfor kan Bard indimellem give svar, der er upræcise eller forkerte. Men i takt med at Bard benyttes af flere mennesker, bliver den gradvist bedre over tid.

Baseret på de seneste måneders feedback fra brugerne bliver der i dag tilføjet nye funktioner til Bard – eksempelvis kan man organisere samtaler bedre, få nye funktioner til kodning med mere, skriver Google.

Øverst: Genrefoto. (Foto: KamiPhotos / iStock). PM/roke.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.