Teknologisk Institut får tilladelse til at dyrke medicinsk cannabis

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden).

Zand.News – Tilladelsen er givet med henblik på at udvikle metoder til standardiserede, ensartede og reproducerbare cannabisprodukter.

Teknologisk Institut i Taastrup er blevet godkendt af Lægemiddelstyrelsen til dyrkning af medicinsk cannabis. Dermed kan Instituttet nu hjælpe virksomheder med blandt andet genetisk optimering og opformering i vævskultur. Det skriver Teknologisk Institut i en pressemeddelelse.

29 virksomheder har tilladelse til dyrkning og håndtering

Siden den særlige udviklingsordning for dyrkning af cannabis i Danmark trådte i kraft den 1. januar sidste år, har 29 virksomheder i Danmark fået tilladelse til dyrkning og håndtering under ordningen. Og flere virksomheder står i kø for at opnå tilladelse.

»Dyrkning af cannabis til fremstilling af medicinske produkter stiller store krav til både kvalitet og ensartethed af det frembragte plantemateriale, hvilket igen stiller store krav til især opformeringsmateriale og dyrkningsteknologien,« siger seniorspecialist Mai-Britt Brøndum, Teknologisk Institut.

Standardiserede og reproducerbare cannabisprodukter

Tilladelsen er givet med henblik på at udvikle metoder til standardiserede, ensartede og reproducerbare cannabisprodukter. Formålet er at de aktive indholdsstoffer skal blive ens for hver høst og forarbejdningsproces, og hvor der er fuld kontrol med alle fremstillingsaktiviteter.

Teknologisk Institut har gennem mange år arbejdet med dyrkning og opformering af nye plantekulturer, genetisk optimering/forædling samt implementering af ny væksthusteknologi til overvågning og styring af dyrknings- og vækst-parametre.

Med tilladelsen til dyrkning af cannabis får Teknologisk Institut nu mulighed for også at tilbyde virksomheder hjælp til udviklingsarbejde udført på cannabis i vævskultur eller potter.

Identiske kopier af planter til det videre udviklingsarbejde

Teknologisk Institut kan blandt andet arbejde med plantevævskultur (en teknik, hvor celler, væv eller organer fra planter) opbevares og dyrkes under sterile betingelser. Det reducerer risikoen for overførsel af plantesygdomme.

Teknikken anvendes for eksempel til fremstilling af genetisk identiske kopier af planterne til videre udviklingsarbejde. Plantevævskultur kan også anvendes til optimeret spiring af frø med særligt lav spireevne eller til rengøring af planter for vira og andre infektioner.

»Plantevævskultur anvendes ofte i forbindelse med forskellige bioteknologiske forædlingsmetoder. Hos Teknologisk Institut arbejdes der blandt andet med afprøvning af metoder til kromosomfordobling, som kan bruges til udvikling af nye typer af planter,« siger Mai-Britt Brøndum.

Øverst: Laboratoriedyrkning af planter. (Foto: Teknologisk Institut). PM/rk.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.