Dømt for besiddelse af en oversavet riffel

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden).

Ringsted.News – En 28-årig mand fra Ringsted er idømt fængsel for besiddelse af en oversavet salonriffel og for at fremsende trusler til en fængselsbetjent.

En 28-årig mand fra Ringsted blev den 3. juni 2020 idømt fængsel i 2 år og 10 måneder for besiddelse af en oversavet salonriffel samt tilhørende ammunition. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Havde en oversavet salonriffel samt ammunition

En 28-årig mand fra Ringsted er ved Retten i Roskilde blevet idømt 2 år og 10 måneders fængsel for besiddelse af en oversavet salonriffel og ammunition dertil.

Han blev desuden dømt for at fremsende skriftlige trusler til en fængselsbetjent og for at være i besiddelse af narkotika til eget forbrug.

»Vi er glade for dommen og for, at vi har fået konfiskeret det ulovlige våben. Vi ser med stor alvor på ulovlig våbenbesiddelse, og alle våben kan være særdeles farlige, hvis de falder i de forkerte hænder,« siger leder af operativ efterforskning i Midt- og Vestsjællands Politi, politikommissær Kim Lech.

Fandt også fem gram hash til eget forbrug

Sagen begyndte i slutningen af marts, efter at politiet havde modtaget flere forskellige tips om den dømte.

Herefter dukkede Midt- og Vestsjællands Politi op med en ransagningskendelse samt både sprængstof- og narkohunde for at finde ulovlige genstande på mandens bopæl. Her fandt politiet både mandens våben, ammunition samt omkring fem gram hash til eget forbrug gemt forskellige steder på bopælen.

Da manden også tidligere er dømt for ulovlig våbenbesiddelse, blev straffen udmålt til 2 år og 10 måneders fængsel, hvilket var anklager Thomas Rasmussens strafpåstand inden domsafsigelsen.

»Jeg er glad for, at retten var enig med mig i, at manden skulle idømmes 2 år og 10 måneders fængsel. Det, at få fjernet ulovlige våben, er med til at skabe tryghed i lokalsamfundet,« siger anklager Thomas Rasmussen.

Den 28-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden slutningen af marts og modtog dommen. Han forblev frihedsberøvet frem til afsoning.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Mdesigns / Pixabay). OM/red.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.