Første digitaliseringsdirektør i Region Sjælland

Zand.News – »Det er spændende og ekstremt modigt at samle det digitale område under en hat for at udvikle løsninger, der kan hjælpe borgere og patienter. For mig står Region Sjælland inden længe til at blive en rollemodel, når det gælder digitale løsninger i sundhedsvæsnet,« lyder det fra den nye digitaliseringsdirektør.

Jan Kold hedder Region Sjællands første digitaliseringsdirektør. Han kender regionen og har erfaring med digitalisering af sundheds- og velfærdsområdet fra både det offentlige og private med i bagagen. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Digital udvikling skal styrke velfærdssamfundet

Koncern Digitalisering i Region Sjælland har fået sin første direktør. Den 57-årige civilingeniør Jan Kold er valgt til posten.

»Det var med kæmpe glæde og stor ydmyghed, jeg fik besked om, at jeg var valgt til jobbet. I mine øjne er det den mest spændende direktørstilling, jeg kan forestille mig,« siger Jan Kold

Han kommer til Region Sjælland med erfaring fra både det offentlig og private og en rød tråd, der løber igennem digital udvikling af især sundhedsområdet.

»Jan Kold brænder for at styrke og udvikle vores velfærdssamfund igennem digital udvikling, og det flugter perfekt med Region Sjællands strategi for at sikre patientinddragelse, nærhed og sammenhæng i sundhedstilbuddene understøttet af tidssvarende teknologi og målrettet digitalisering,« siger koncerndirektør Jesper Gyllenborg.

Blandt andet har Jan Kold være it-chef i Københavns Amt, IT-direktør i Region Hovedstaden, vice president for Healthcare & Public hos NNIT A/S og senest head of public & healthcare samt partner i VENZO, der blandt andet beskæftiger sig med digitalisering i sundhedsvæsnet.

Digitale løsninger i sundhedsvæsnet under en hat

»Region Sjælland har brug for en direktør for Koncern Digitalisering, der har fokus på, hvad vi kan gøre for patienten, borgeren og vores medarbejdere ad den digitale vej. Det fokus har Jan Kold,« siger Jesper Gyllenborg.

Region Sjælland er allerede kendt område for Jan Kold. Han har blandt andet være med til at implementere Sundhedsplatformen som medlem af programledelsen og styregruppen, og han har også været involveret i at få et AI-center hos Data- og udviklingsstøtte op at stå.

»Det er spændende og ekstremt modigt at samle det digitale område under en hat for at udvikle løsninger, der kan hjælpe borgere og patienter. For mig står Region Sjælland inden længe til at blive en rollemodel, når det gælder digitale løsninger i sundhedsvæsnet,« siger Jan Kold.

Region Sjælland er i gang med en organisationsændring, hvor Koncern IT og de dele af Sundhedsstrategisk planlægning, Data- og udviklingsstøtte og Det Nære Sundhedsvæsen, der arbejder med data og digital udvikling, bliver slået sammen til Koncern Digitalisering.

Digitaliseringsdirektøren har ansvaret for at implementere organisationsændringen, og det er dermed en af de første store opgaver, som Jan Kold skal i gang med.

Privat bor han i Brønshøj med sin islandske kone Hrönn, der har sit eget yogastudio. Sammen har de fem sammenbragte børn på 20 til 32 år.

Øverst: Jan Kold er Region Sjællands første digitaliseringsdirektør. (Foto: Region Sjælland). PM/roke.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.