Region Sjælland klar med nye corona-klinikker

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden).

Zand.News – De nye corona-vurderingsklinikker med coronatest og sundhedsfagligt tjek bliver egen læges forlængede arm.

COVID-19-vurderingsklinikker med coronatest og sundhedsfagligt tjek bliver den praktiserende læges forlængede arm.

linikkerne understøtter, at syge borgere i Region Sjælland kan få hurtig undersøgelse og behandling med én indgang til test. Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

Akutsygehusenes testtilbud er opgraderet til klinikker

Sundhedsstyrelsen har meldt ud, at regionerne skal oprette en ny type klinikker for syge borgere, der skal testes for coronavirus.

I Region Sjælland bliver de nye regler budt velkommen, og testtilbuddene på regionens fire akutsygehuse samt Sjællands Universitetshospital i Roskilde er fra dags dato opgraderet til COVID-19-vurderingsklinikker.

»Vi har gennem længere tid arbejdet hårdt på at opbygge et enkelt og effektivt testsystem til borgerne i Region Sjælland. Med de nye COVID-19 vurderingsklinikker understøtter vi, at borgerne har én indgang til test,« siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S).

COVID-19 vurderingsklinikkerne er et tilbud til patienter med symptomer, hvor COVID-19 ikke kan udelukkes, og hvor patienten har behov for vurdering af symptomer på mulig alvorlig sygdom eller blot har behov for en diagnostisk test for ny coronavirus, så de den efterfølgende dag kan ses i almen praksis.

Læs også: Hvordan får jeg adgang til test for ny coronavirus?

Det er den praktiserende læge eller vagtlægen, der kan henvise til COVID-19 vurderingsklinikker. Hvis du føler dig så syg, at du har brug for at tale med en læge, eller dine symptomer bekymrer dig, så ring til din læge. Dette gælder også, hvis du har symptomer, du tænker kunne være tegn på COVID-19.

Din læge vil vurdere, om du skal undersøges med det samme, eller om det kan vente nogle dage. Ved behov for hurtig undersøgelse kan lægen henvise til undersøgelse samme dag på en COVID-19 vurderingsklinik.

Ekstra tryghed ved brug af de nye vurderingsklinikker

Det er muligheden for både at blive testet for coronavirus og blive undersøgt af en sundhedsperson på samme sted, der er det nye ved vurderingsklinikkerne. Efterfølgende vil den praktiserende læge ofte kunne overtage behandlingen af patienten.

»COVID-19 er en alvorlig sygdom, men vi skal tilbage til hverdagen, hvor man ringer til sin læge, når man er syg og bliver behandlet af sin egen læge i langt de fleste tilfælde, for eksempel hvis man hoster, fordi man har halsbetændelse eller influenza,« siger Heino Knudsen og fortsætter:

»COVID-19 vurderingsklinikkerne giver ekstra tryghed og bliver den praktiserende læges forlængede arm. Det er et godt eksempel på, hvordan vi arbejder sammen om et nært sundhedstilbud og sørger for, at corona ikke får lov til at stille sig imellem patienten og den praktiserende læge.«

Vurderingsklinikker klombineres med lokale teststeder

I Region Sjælland lægges der vægt på et nært og fleksibelt sundhedstilbud. Udover de fem COVID-19 vurderingsklinikker har regionen en række permanente teststeder og udkørende enheder som sikrer, at borgerne kan blive testet lokalt for corona i hele regionen.

De lokale teststeders placering og åbningstid er fleksibel og tilpasses efter det aktuelle behov og i dialog med kommunerne, oplyser regionsrådsformanden.

De udkørende enheder sendes også ud til områder med akutte smitteudbrud. Senest har mandskabet fra Region Sjælland været med til at inddæmme smitteudbrud på Gerlev Idrætshøjskole i Slagelse Kommune og i Faxe kommune.

Tommelfingerreglen er, at man altid skal kontakte sin praktiserende læge, hvis man føler sig så syg, at man har brug for at tale med en læge, eller har symptomer, som man er bekymret over. Lægen vil så beslutte det videre forløb.

Hvis man har symptomer, som kunne være COVID-19, er det nye, at lægen kan henvise til hurtig test og eventuelt en klinisk vurdering på en COVID-19 vurderingsklinik placeret på fem sygehuse i Region Sjælland.

Hvis man har symptomer, der kunne være COVID-19, men ikke føler sig så syg, at der er brug for at tale med en læge, kan man selv booke test direkte på coronaprover.dk. Man kan også selv booke tid på coronaprover.dk, hvis man ikke føler sig syg men har brug for at vide, om man er smittet med COVID-19.

Øverst: Coronaklinikker. (Illustration: Region Sjælland). PM/rk.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.